Hvem dælen er den dér pårørende, som man forestiller sig kan overtage alle mulige opgaver?
– Er pårørende, som politikerne håber, en grå masse af velvilje og uanede tidsressourcer?
– Er pårørende, som hospitalsvæsnet kunne ønske sig, hjælpsomme… men selvudslettende støttepersoner, der hverken behøver vådt eller tørt eller en stol at sidde på?
– Er pårørende, som kommunerne ønsker det, mennesker uden eget liv, altid på spring for at træde til med at hente og bringe, forstå og forklare, ordne og organisere?
– Eller er det mon nærmere sandheden, at pårørende er en yderst heterogen gruppe af ægtefæller, forældre, små børn og voksne børn, tæt familie og fjernere bekendtskaber, stærke og svage individer, nogle med stabile og andre med udfordrende livsomstændigheder?
Vi kan ikke rationelt og betryggende inddrage de pårørende i omsorg og pleje, endsige i behandling, af sygdomsramte, hvis ikke vi først forstår pårørendes mange forskellige situationer, udfordringer og behov – og hvis ikke vi gør en indsats for at understøtte de forskellige grupper af pårørende i at løfte opgaven på en måde, som er god og tryg for den sygdomsramte uden at være fysisk, mentalt, økonomisk eller socialt til varig skade for den pårørendes eget liv!
Hvem dælen er den der pårørende?