Nyhedsbrev april 2019

Nyhedsbrev april 2019

PÅRØRENDE I DANMARKS NYHEDSBREV APRIL 2019

 

Vi har netop afholdt vores årlige generalforsamling, hvor vi blandt andet så tilbage på et år med mange aktiviteter og lovende resultater for pårørendesagen. Nedenfor kan du se elementerne i formandens beretning.

 

Generalforsamlingen bød på gode diskussioner og mange spændende ideer til at videreudvikle vores forening. Derfor vil vi inden længe indbyde til en workshopdag, hvor vi kan gå mere i detaljer med de gode tanker og vurdere, hvordan vi skal gribe opgaverne an. Jo flere medlemmer, der giver deres mening til kende – og jo flere, der orker at give en hjælpende hånd, stor eller lille – jo længere kan vi komme og jo hurtigere kan det gå. Det hører du mere om!

 

FORMANDENS BERETNING OVER 2018

 

Pårørendedagen 2.2. i samarbejde med Vejle Kommune

  • Tema: plads til pårørende på arbejdsmarkedet
  • Som sædvanlig godt med ngo-folk, praktikere og pårørende
  • Slides fra oplæg ligger på hjemmesiden
  • Undersøgelse i samarbejde med bl.a. KMD om pårørendes udfordringer ift deres arbejdsliv også nu tilgængelig via hjemmesiden

 

Folkemødet 2018 på Bornholm

  • Egne debatter i samarbejde med bl.a. KMD og Ældre Sagen
  • Man mærker, at mange arrangementer nu er lukkede, så mindre spontan networking
  • Vi skal overveje fremtidig deltagelse: opnår vi noget i Allinge, vi ikke kunne opnå billigere i København?

 

Nationalt samarbejde

  • Samarbejdet i Folkebevægelsen For et Demensvenligt Danmark bærer frugt, til gengæld er vi mindre aktive i Folkebevægelsen Mod Ensomhed, hvis aktiviteter ikke rigtigt rammer vores målgruppe
  • Omfattende og bredt samarbejde om anbefalinger til pårørendes rettigheder til fleksibilitet på arbejde resulterede i høring på Christiansborg i oktober
  • Vi bygger videre på det brede samarbejde med målet om indspil til en national strategi

 

International samarbejde

  • Eurocarers årsmøde i Bruxelles, præsenterede forarbejdet til udspil om omsorgsdage
  • IACO årsmøde i London, fokus på organisationsudvikling
  • Regelmæssig sparring med andre nordiske foreninger

 

Presse og opmærksomhed

  • God opmærksomhed, inkl. flere TV-interviews, ifm. høringen i oktober
  • Jævnlige henvendelser om case-personer (også fra forskere)
  • Tweets i perioder, men Facebook på lavt blus

 

Organisatorisk

  • Økonomisk er vi stadig (for) afhængige af sponsorater fra projekt til projekt
  • Flere nye frivillige, bedre aldersspredning, alle sammen kvinder
  • Langt om længe fået skabelon til ny hjemmeside op at køre

 

Politiske resultater

  • Antallet af pårørendevejledere i vækst, god kontakt til de fleste
  • Kurset Lær at tackle hverdagen som pårørende udbredt til halvdelen af landets kommuner
  • Oplæg ved flere kommunale temamøder om udvikling af pårørendepolitik
  • Høringen i oktober om pårørende og arbejdsmarkedet lægger grunden til vigtige fremtidige samarbejder og indsatser

 

Bedste hilsner

Marie Lenstrup

Formand, Pårørende i Danmark

Nyhedsbrev marts 2019


NYHEDSBREV MARTS 2019 FRA PÅRØRENDE I DANMARK

Var du med ved Pårørendedagen 2019 i Ballerup? Det blev som sædvanligt en vældig fin dag med masser af input, diskussion, erfaringsdeling – og også tid til hyggeligt samvær. Dagens fokus var aflastning af pårørende, og alle de fremmødte bidrog med deres tanker om, hvordan man bedst kan imødekomme vores behov for at kunne holde en pause fra opgaverne som pårørende. Alle de gode ideer bliver samlet i en rapport, som sendes til alle landets kommuner, og som vi naturligvis også vil dele med dig, når den er færdig.

I forbindelse med Pårørendedagen har vi fået lavet en ny spørgeskemaundersøgelse, som bekræfter, at mange pårørende føler behov for at kunne holde en pause, men at mange desværre også oplever ret begrænset forståelse for dette behov fra deres nærtstående. Det er svært at skulle “trumfe igennem”, at man altså ikke kan holde til aldrig at få en pause og komme lidt til kræfter. Netop derfor synes vi, at det er så utroligt vigtigt, at aflastning arrangeres på en måde, så det bliver en god oplevelse for vores nærtstående – for så kan vi selv tage en pause uden at skulle slås med dårlig samvittighed og skyldfølelse.

Jeg ville gerne kunne skrive, at oplæggene fra Pårørendedagen ligger på vores hjemmeside, men det gør de ikke helt endnu – for vi har nemlig haft den mærkværdige oplevelse af blive hacket af ukendte russere! Hjemmesiden fungerer nu igen, men vi er kommet lidt bagud med opdateringer. Derfor vedhæfter vi oplægsholdernes slides her i nyhedsbrevet, så du kan genlæse de gode pointer – eller blive overbevist om, at du bestemt må med til næste år!

Den næste lejlighed til at mødes bliver vores generalforsamling, som afholdes d. 30. marts. Indkaldelsen er også vedhæftet. Jeg skal lige bemærke, at indkaldelsen formelt set kommer et par dage for sent. Hvis nogen ønsker at gøre indsigelse mod det, beder jeg om, at det sker inden for en uge til marie@paaroer.dk – ellers vil vi betragte generalforsamlingen som korrekt indkaldt. Jeg håber, at vi ses!

Foråret byder på en del andre initiativer, blandt andet et bredt samarbejde med en række patientforeninger for at fastslå nogle principper for bedre vilkår for pårørende, et 3-dages møde i København mellem alle de europæiske pårørendeforeninger, og naturligvis Folkemødet på Bornholm. Alt det vil du høre mere om i de næste nyhedsbreve.

Til sidst vil jeg gerne dele et citat fra hospitalspræst Christian Juul Busch, som for mig at se simpelthen er den korteste måde at beskrive, hvad der sker med et menneske – en mor eller far, en mand eller kone, en søn eller datter, en søster eller bror – når man bliver pårørende. Christain siger, at
Når “du’et” ændres, ændres “vi’et” og dermed ofte også “jeg’et”
Sådan var det i hvert fald for mig. Da min mand blev syg, ændredes hans liv jo på omfattende vis, og dermed ændredes også vores forhold, vores muligheder, vores roller og fælles fremtid. Det kunne ikke undgå at ændre mig med tiden. På godt og ondt. Og det er vigtigt for mig at huske. Der har været en hel del ondt, men der har bestemt også været godt. En nærhed, en rummelighed, en ømhed. Gode mennesker og gode oplevelser. Smukke minder. Det hjælper mig at tænke på. Har du det mon ligesådan?

Bedste hilsner
Marie Lenstrup
Formand, Pårørende i Danmark