Blog

Nyhedsbrev december 2018

PÅRØRENDE I DANMARK

NYHEDSBREV DECEMBER 2018

 

Først og fremmest: TAK for din støtte til og interesse for Pårørende i Danmarks arbejde i det forgangne år! Vi har nået meget, og det kan kun lade sig gøre med opbakning fra Danmarks mange pårørende. Hvis du endnu ikke har meldt dig ind, opfordrer jeg dig til at gøre det nu, så du kan være med til at støtte aktivt op om vores arbejde. Send blot en email til hanne@paaroer.dk eller brug vores hjemmeside https://paaroer.dk/bliv-medlem/

 

Til alle vores medlemmer siger jeg et dybfølt tak for den økonomiske støtte til, at vi fortsat kan arbejde for bedre vilkår for pårørende i Danmark. Der er nok at tage fat på! I 2018 har vores fokus især været pårørende på arbejdsmarkedet, hvor vi har skabt ny viden og dermed ny forståelse hos politikerne for, at pårørendes store indsats for vores nærmeste har sine omkostninger og kræver hensyn. Det er et langsigtet arbejde, og vi bliver ved med at presse på!

 

Vores næste store opgave er Pårørendedagen 2019, som fejres d. 4.2. med en konference i samarbejde med Ballerup Kommune. Her stiller vi skarpt på pårørendes behov for og erfaringer med aflastning (eller med andre ord: muligheden for at få et par dage fri fra omsorgsopgaverne), for det er vores opfattelse, at det halter gevaldigt mange steder i landet.

 

Derfor vil jeg opfordre alle nyhedsbrevets læsere til at besvare vores spørgeskema om aflastning – klik bare på linket her https://start.yougov.com/refer/v2jWMxbrnq7ch7 Del gerne nyhedsbrevet og linket med alle de andre pårørende, du kender. Jo flere besvarelser vi får, jo mere sikkert kan vi argumentere for, hvad pårørende har brug for.

 

Vil du selv med til Pårørendedagen, så er der stadig ledige pladser. Konferencen om Den gode aflastning holdes i Ballerup d. 4.2. kl. 9.00-15.15. Dagen byder på faglige oplæg, ny viden fra spørgeskemaundersøgelsen, cases, paneldebat og en workshop, hvor vi sammen finder de gode ideer og anbefalinger. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding til info@paaroer.dk

 

Til sidst vil jeg gerne dele nogle gode råd med dig. Ikke råd til, hvordan DU kan blive bedre til at passe på dig selv, men hvordan alle de søde og rare, men måske også lidt usikre mennesker omkring dig kan hjælpes ad med at passe på dig, så du kan holde til at blive ved med at passe på dine kære. Kopier rådene og del dem med din familie og dine venner.

 

10 gode råd til dig, der holder af en pårørende

1. Husk at spørge den pårørende, hvordan han eller hun har det

2. Tænk over, hvordan du kan være med til at passe på den pårørende, for det har man svært ved selv at gøre

3. Giv den pårørende en pause, mens du laver noget hyggeligt med den sygdomsramte

4. Vær konkret i dit tilbud, når du vil hjælpe, for pårørende har svært ved at reagere på at ”du må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget”

5. Lyt til den pårørende uden at give gode råd eller at trøste – du behøver blot vise forståelse og medfølelse

6. Giv et kram, når den pårørende bliver ked af det – det er en naturlig del af livet tæt på sygdom

7. Giv den pårørende et varmt klap på skulderen for den store og kærlige indsats, han eller hun gør

8. Inviter til fest og hygge på en måde, så den pårørende (og den sygdomsramte) også kan være med

9. Husk den pårørende (og den sygdomsramte) ved mærkedage, til jul og nytår og påske

10. Husk børn, der er pårørende, for de har særligt brug for opmærksomhed, omsorg og adspredelse

 

Hvis familie og venner omkring os pårørende vil have de råd i baghovedet, så kan jeg ikke få en bedre julegave!

 

I Holland, hvor jeg boede i nogle år, ønsker man ikke hinanden held og lykke med store opgaver, men styrke. Med den inspiration vil jeg ønske dig en glædelig jul og al den nødvendige styrke i det nye år.

 

Bedste hilsner

Marie Lenstrup

Formand, Pårørende i Danmark