Blog

Nyhedsbrev november 2022

PÅRØRENDE I DANMARKS NYHEDSBREV NOVEMBER 2022

PÅRØRENDEDAGEN 2.2.2023

På Pårørendedagen 2023 sætter vi sammen med Roskilde Kommune fokus på mænd, som er pårørende. Hvad ved vi, hvad ved vi ikke, hvad er der på spil, skal der noget særligt til for at nå og støtte mandlige pårørende, og i givet fald hvad? Det bliver en dag med forskning, erfaring, inspiration og netværk. Vi har fået Danmarks mest indsigtsfulde mandeforsker Svend Aage Madsen til at holde oplæg, og som du kan se af det vedhæftede program, kommer der også masser af andre spændende folk. Du kan tilmelde dig på https://billetto.dk/e/parorendedagen-billetter-726066.

Husk, at deltagelse er gratis for medlemmer af Pårørende i Danmark, som alle har fået tilsendt en rabatkode, som skal indtastes i feltet ”kampagnekode” for at man kan komme til at vælge en gratis, orange billet.

 

TEMAMØDE OM FREMTIDENS PÅRØRENDE

Hvis du har svært ved at afsætte en hel dag til at tage til Roskilde, hvad så med at deltage på vores online temamøde Pårørende i fremtiden – fremtiden for pårørende?

Der er i denne tid masser af debat om fremtidens ældrepleje. Mangel på ressourcer, både økonomiske og menneskelige, betyder, at vi som pårørende atter er kommet i spil med fokus på, at vi skal indgå endnu mere og løfte endnu flere opgaver.

Pårørende i Danmark indgår konstruktivt i debatten, for vi ved, at det er vigtigt for os pårørende at kunne være der for vores kære. Vi vil derfor gerne høre din mening, så vi kan være så skarpe i debatten som muligt. Derfor inviterer vi til foreningens første online medlemsmøde 1. december kl. 19.00-20.30. Jeg starter med et oplæg, hvorefter vi i grupper debatterer emnet. Og endelig samler vi op i plenum.

Måske tænker du ”online, det kan jeg ikke rigtig finde ud af”. Bare rolig, det kan du. Vi skal nok hjælpe dig på. For DIN stemme er vigtig. Tilmelding ved e-mail til events@paaroer.dk senest d. 27.11.

 

LOVGIVNING OG PÅRØRENDE

Du har måske læst i medierne, at der for nylig kom en ekspertrapport om en ny ældrelov. Det var den afgåede regerings projekt, og i skrivende stund er det svært at sige, hvor meget rapporten ender med at betyde. Den er ikke så reformivrig, som der oprindeligt var lagt op til, måske fordi området har vist sig at være mere kompliceret, end det ser ud til udefra.

Der er nogle gode anslag, fx at man foreslår at bløde visitationen op og give borgerne mere medbestemmelse over, hvilken slags hjælp man ønsker sig. Der er også bekymrende indslag, fx at man forudsiger flere opgaver til de pårørende i fremtiden. Vi følger udviklingen tæt og er parat til (igen) at give vores besyv med, når / hvis der går et konkret arbejde i gang. Det er netop det arbejde, du kan være med til at kvalificere ved at deltage i temamødet om fremtidens pårørende.

 

PÅRØRENDETELEFONEN 8686 4343

PårørendeTelefonen er kommet flot fra start. Her sidder erfarne pårørende klar med råd og forståelse, som kan hjælpe dig med at skabe overblik og finde vej, så du kan trives bedre i rollen som pårørende – læs mere på https://paaroer.dk/paaroerendetelefonen-86864343/. Vi glæder os til, at du ringer!

Vi øver os for øvrigt hele tiden i at blive bedre til samtalerne på PårørendeTelefonen, og derfor har vi meldt Pårørende i Danmark ind i organisationen RådgivningsDanmark, som har en masse råd og viden om alle former for rådgivning. Det venter vi os meget godt af.

PårørendeTelefonen på tlf 8686 4343 har åbent tirsdage kl 10-13 og torsdage kl 16-19.

 

MEDLEMSADMINISTRATION

Vi har for nylig ansat Kristine Andersen i en deltidsstilling til at tage sig af vores sociale medier og af medlemsadministrationen – og sikkert flere andre opgaver med tiden. Så du vil nok se Kristine dukke op i din indbakke fra tid til anden. Det er dejligt, at vi nu er flere hænder om at dele opgaverne i foreningen!

 

Bedste hilsner

Marie Lenstrup

Formand, Pårørende i Danmark