Du har ret til 5 omsorgsdage om året, hvis du er lønmodtager og din nærtstående er egne børn, forældre, ægtefælle eller partner eller en person, der bor i samme husstand som dig. Overordnet er betingelsen, at din nærtstående har brug for væsentlig omsorg eller støtte i forbindelse med en alvorlige helbredsmæssig tilstand. Dvs. at du for eksempel kan bruge dagene til at følge en nærtstående til udredning for alvorlig sygdom.
Desværre er de 5 årlige omsorgsdage uden lønkompensation.
Pårørende kan være egne børn, forældre, ægtefælle eller partner eller en person, der bor i samme husstand som dig.
Dagene kan holdes samlet eller som enkelte dage.
Ubrugte dage bortfalder ved årets udgang.
Arbejdsgiver kan forlange dokumentation for behovet for omsorgsdage.
Retten til de 5 dages omsorg fremgår af ”Lov om ændring af lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager”. Loven gav i forvejen ret til fravær i særlige tilfælde. Tilføjelsen til loven om de 5 omsorgsdage, er en konsekvens af et EU-direktiv. Den nye ret trådte i kraft den 2. august 2022
Pårørende i Danmark har som en del af PårørendeInitiativet afgivet høringssvar i forbindelse med vedtagelsen af loven. Vi mener, at pårørende også har behov for omsorgsdage og at det er på tide at det nu bliver en ret. Desværre giver den implementering som folketinget har valgt en række problemer. Dels er det meget uheldigt, at ordningen kun omfatter lønmodtagere, for selvstændige, studerende og ledige har jo også behov for at kunne bruge ordningen. Dels er det helt urimeligt, at der ikke gives lønkompensation. Der er talrige eksempler på, at pårørende i forvejen bruger deres fritid og feriedage på at hjælpe deres nærtstående.
Udover det fælles høringssvar indsendte Pårørende i Danmark et supplerende svar, der adresserede problemerne omkring dokumentation af fraværet, som vi mener er unødig bureaukratisk og kan krænke de involveredes rettigheder. Læs her