Når en af dine kære bliver ramt af handicap eller sygdom og har brug for ekstra omsorg, bliver du aktiv pårørende. Hvor stor belastningen bliver for dig, afhænger af mange forhold; sygdommens eller handicappets karakter, hvor indgribende det bliver i jeres daglige liv, om der eventuelt er andre pårørende som kan hjælpe (søskende, forældre, tætte venner), om andre pårørende eventuelt også har brug for din støtte (børn, partner, gamle forældre).
Det er en kæmpe omvæltning, når et menneske man holder af, bliver alvorligt, måske kronisk, syg eller ramt af handicap. Al fokus kommer på den ramte, mens mange nye opgaver og omfattende ansvar kan lande hos dig. Hertil kommer den følelsesmæssige belastning. Derfor er det vigtigt, at du og dine omgivelser også er opmærksomme på dit velbefindende og dine behov.
Pårørende er den,
som aktivt deltager i omsorgen, plejen, eller på anden måde hjælper eller støtter en nærtstående
Der findes ikke en formel definition på, hvem der er nærmeste pårørende eller hvilke pligter og rettigheder denne ”nærmeste” pårørende har. Ofte er det den ramte selv, der definerer, hvem der er hans eller hendes nærmeste pårørende. Du er ikke forpligtet til at påtage dig rollen, og opgaverne kan sagtens uddelegeres til eller deles med andre i jeres netværk.
10 gode råd til dig der er pårørende
Gør noget godt for dig selv
Gør noget godt for dig selv, helst hver dag. Bare en lille, daglig opmærksomhed på dig selv kan give dig kræfterne til at fortsætte.
Ingen kan forlange mere end dit bedste – heller ikke dig selv
Accepter, at når du har gjort dit bedste, så giver det ingen mening at nogen forlanger mere af dig – heller ikke du selv
Tillad alle følelser
Tillad dig selv alle følelser, du nu engang har, også de mindre ”pæne” . Og husk, at det er helt i orden at give udtryk for dem.
Hold fri
Skab et frirum fra dine opgaver som pårørende, hvor du kan lade dine batterier op igen.
Skyld og dårlig samvittighed
– de hjælper ingen, så slip dem.
Tal med andre pårørende
Opsøg og tal med andre pårørende. De forstår din situation og har også brug for at tale om at være pårørende.
Det er menneskeligt at fejle
Det gælder også, når man er pårørende. Ingen er fejlfri, hverken dronningen, overlægen – eller dig.
Vær stolt af dig selv
Du yder en værdifuld indsats og er en stor støtte for din nærtstående.
Bed om hjælp
Bed om hjælp, både i det offentlige og i dit private netværk. Mange står parat til at hjælpe dig, hvis du bare siger til
Sæt realistiske grænser
Øv dig i at sætte realistiske grænser for din indsats – og i at sige fra. Det er helt i orden.
TIL DIG DER STÅR EN PÅRØRENDE NÆR
Det kan være svært for familie og venner at vide, hvordan de kan støtte op om os, som er pårørende.
Derfor har vi udviklet 10 gode råd til dig, der holder af en pårørende. Kender du andre gode, men måske lidt rådvilde mennesker omkring dig i samme situation, så del endelig rådene med dem!
test dig selv
Oplever du, at din hverdag er blevet mere presset?
Tilsidesætter du dine egne behov og ønsker?
Må du påtage dig et større ansvar end før?
Har fordelingen af opgaver i din familie forandret sig?
Sover du kortere eller dårligere om natten end før?
Er dit eget helbred blevet ringere?
Føler du dig indimellem ensom og overset?
Er du tit bekymret for din nærtstående eller over situationen generelt?
Bekymrer du dig mere end før om familiens økonomiske situation?
Har du oplevet ændringer i din nærtståendes personlighed?
Hvis du kan svare JA til omkring halvdelen af disse spørgsmål, så er du blevet pårørende.
Trivsel er meget individuel, så det kan være godt at få et objektivt syn på din trivsel. Verdenssundhedsorganisationen WHO har udviklet en test, kaldet WHO5, som med 5 enkle spørgsmål kan give dig en status på din trivsel her og nu.
Pårørende i Danmark har udviklet en række videoer med gode råd og erfaringer fra livet som pårørende. Videoerne her på siden er særligt fokuseret på egenomsorg for pårørende.