MIN MOR VIL KUN HAVE HJÆLP FRA MIG

Jeg skriver til jer i Pårørende i Danmark, da jeg har et problem med at være min mors nærmeste pårørende.

Jeg er 45 år, har mand, to halvstore børn og et fuldtidsarbejde, jeg er meget glad for.

Min mor er alene og gammel, og har brug for meget hjælp i det daglige.

Mit problem er, at min mor har forandret sig- med alderdoms skrøbeligheder, der står i kø.

Hun får hjemmehjælp til rengøring. Hun har gode venner, men vil ikke have dem til at hjælpe sig – hun ønsker ikke at de skal ikke vide, hvor skrøbelig hun er blevet. Hun er derfor blevet meget afhængig af mig og min tilstedeværelse.

Jeg bor langt fra hende og kommer på besøg ca. hveranden weekend. Det er dyrt og anstrengende, og aldrig nok(!), ifølge hende.

Jeg føler at hendes behov for mit nærvær er ret kvælende, og så får jeg dårlig samvittighed over det!

Hun nægter at få en besøgsven, få mad eller anden hjælp udefra.

Jeg vil gerne høre, hvad I mener? Hvordan kan jeg få min samvittighed i orden, uden at lægge hele mit liv tilrette efter hende?

Venlig hilsen
Datteren

SVAR FRA PÅRØRENDE I DANMARK:

Kære Datter!

Du lyder som et ansvarligt og hjælpsomt menneske, som selvfølgelig skal passe på dit eget liv, dine børn og din mand-samtidig med at du hjælper din mor.

Din mors behov er for tryghed. Hendes skrøbelighed og måske angst for at være alene kan nok ikke helt dækkes, og slet ikke af ét menneske helt alene. Derfor er du nok nødt til at gøre det klart for din mor, at dine kræfter ikke rækker til alt det, du gerne ville, og at hun er nødt til at acceptere, at hun får hjælp og nærvær fra andre.

Her er nogle forslag:

Kunne en besøgsven dække lidt af behovet? Prøv at få din mors accept af, at du kontakter en eller flere af de organisationer i din mors hjemby, der arrangerer besøgsvenner. Hun kan jo altid sige nej tak, hvis hun ikke synes om besøgsvennen, men som regel bliver det til megen gensidig glæde.
Kommunen: DU kan kontakte din mors kommune og forklare situationen. De må have nogle tilbud om aktiviteter og fællesskaber til hende.
Den tredje mulighed er din mors eget netværk – prøv at kontakte en eller to af hendes venner, som måske vil besøge hende/ledsage hende lidt mere systematisk.

Det er svært, når balancen mellem generationerne skifter ; når de “små” bliver de “store”.

Når vores stærke far eller mor bliver afhængige af vores/ børnenes indsats. Der skal findes en ny balance, og det er ikke sikkert, den kommer af sig selv.

Noget af det svære for en kærlig datter eller søn er at sætte en grænse for, hvor meget af ens liv, man skal bruge på at opfylde sin mors/fars behov. Hvis det er for en kort tid, kan man klare utrolig meget – men hvis det er noget der varer flere år, skal man nødvendigvis sætte nogle grænser. Ellers bryder man før eller siden sammen, og så er man jo slet ikke til nogen hjælp.

Du har ikke bare lov til, du er også forpligtet til at tage vare på hele dit liv.

Venlig hilsen
Anne, Mentor for Pårørende i Danmark.